Vi mennesker har næsten siden tidernes morgen gået efter at have et udseende, vi stræbte efter at opnå eller have, lige siden vi fik øje på vores eget spejlbillede.
Selv de kønneste mennesker kunne have højere tanker om dem selv i forhold til udseendet, så de gjorde alle mulige fiksfakserier for at komme til at se kønnere ud i deres egne – og andres øjne – selvom alle ikke var lige enige om, at resultatet var lige vellykket.
Selv hvis man ser på gamle malerier af kongelige med videre, så viser nedskrivninger, at der gerne blev pyntet på disse fremstillinger, hvis sandheden var, at de ikke var så pæne i virkeligheden.
Nogle af disse tricks gennem tiden til at forskønne sig har være mere eller mindre gode, og nogle har ligefrem været farlige.
Men en af de gennemgående ting i den forbindelse har været parykken.
Parykken skal også af nogle gange
Parykken har både været brugt som en slags hovedbeklædning, til at gøres os højere og til at gøres os mere skræmmende på slagmarken.
I gamle dage kunne det være noget så simpelt som at tage et dødt dyr på hovedet og vise dens pels frem som ens hår på hovedet.
Det er dog ikke lige hygiejnisk, og spoler vi tiden frem til nutiden, så har man da også skabt parykker af menneskehår, hvor man nogle gange ikke kan se forskel på, om håret er ejerens oprindelige eller lånte fjer så at sige.
Man kan også nu om dage lave hårtransplantationer, men det er stadig lige lidt hurtige at iføre sig en paryk.
Dog skal man også huske at tage den af nogle gange, og det er ikke kun derhjemme, for bærer man den hver dag, så bliver den også slidt, og man skal huske at rense den og vedligeholde den.
Desuden vænner man sig måske så meget til den, at man ender med at mene, at det faktisk er ens eget hår, man har på.